Matias Faldbakken – eller hvorfor ironi ikke er en mangel på sensitivitet

Billedkunst har den fordel fremfor musik, at den oftest er stille, og er istand til at udtrykke ting der ikke ligger indenfor sproget. Det talte eller skrevne sprog vel at bemærke. Idag hvor scenen er vel assorteret med tekst og lydkunst, kan man spørge sig selv, hvorfor i alverden kunsten er startet som billedkunst, når nu der har været så mange andre tilgængelige medier.

Det er derfor en stor befrielse jvf. Matias Faldbakkens arbejder, at kunne ånde lettet op og få bekræftet, at det er der al mulig grund til. Nemlig at billedkunst som den eneste disciplin, imodsætning til litteratur og musik, er i stand til at sige ting uden at sige dem, eller ved at sige noget andet eller tredie. Dermed kunne man påstå, at der er tale om et meget mere veludviklet arsenal af symboler, tegn og signaler som i billekunsten kan køres massivt i stilling, hver gang et udstillingsrum skal fyldes op med udsagn, med kunst.  Men dette er kun en brøkdel af hvad billedkunsten kan.

Fortsættes



Matias Faldbakken har på et tidspunkt udtalt sig om billedkunstens nære forhold til det akavede, altså noget ved siden af, der ikke passer ind eller er overflødigt. I modsætning til musik til maden og litteratur inden sengetid, så fordrer den egentlige billedkunst en vis opmærksomhed, så længe der vel at bemærke er tale om kunst i den kritiske forståelse af ordet. Billedet og billedkunsten er altså overflødig og inkarneret akavethed i en grad hvor det bliver og er en kvalitet i sig selv. Muligheden for et udsagn der altså ikke stemmer overens med nogen gængs udtale, en upassende distræt mumlen i krogene, et anspændt og ulideligt kvæk om noget helt andet end det der var emnet. Her kender vi altså billedkunsten når den er bedst og her finder vi Matias Faldbakken, hvis brug af det billedkunstneriske sprog netop ikke kan kaldes ironisk, fordi det ville være at sige at han forholdt sig til et andet udsagn end sit eget. Dermed er vi ude i noget selvironi, der om noget kræver en særlig undvigelse i forhold til eget udsagn, altså det autentiske. Problemet, eller sublimiteten om man vil, opstår altså i det øjeblik hvor ironien ER autentisk, det vil sige, en negation er autentisk og undviges med et udsagn der er positiv, altså noget på bekostning af ikke noget. Her er det på stedet fristende at sammenligne Faldbakken med Santiago Sierra, hvis ikoniske NO, er om noget en negation - og hvis man kender Sierras kontekst - en negation af magten, kapitalen, staten.  Men Faldbakken synes på sin vis ikke at ligge inde med den slags romantisk/sentimentale tilbøjeligheder - Faldbakkens NO eller NEJ eller negation starter allerede ved udsagnets eksistensberettigelse, og er på nippet til at tage hele det sproglige felt med sig ned i affaldsskakten - Jeg gider s'gu nærmest ikke sige det her - hvis ikke du forstår det før jeg siger det, vil du næppe forstå det bagefter.....

Hvor Santiago Sierra gør os alle den tjeneste og yde en modstand imod magtens positive og produktive udsagnsimperativ, vælger Matias Faldbakken at udtale sig på vegne af overhovedet ingen, andre end knap sig selv og positionen han indtager, synes at være mere Mad Max end Mad Max selv. Det er som om, der hos Faldbakken flyder en særlig vred norsk olie af ingenting. En olie, der ligesom råolien er udvundet af en undergrund, der gennem årtusinder har været udsat for enorme geologiske pres og tektoniske skred, og ikke desto mindre nu skrider hen over overfladen som en Paris-Dakar F1 SUV på gruset glatbane. Denne negation, som her flyder, er en negation af  alt, hvad der kunne minde om et overflødigt, læs forløjet eller autentisk udsagn om noget som helst forståeligt eller fornuftsstyret.

Og her taler vi altså om en billedkunst små halvtreds-hundrede år efter urinaler (armut 1917), og sorte monokromer (untitled, 1964) der har været igennem både tysk maleri og britisk videokunst. Det akavede, det fejlplacerede og misforståede kan nærmest ikke blive mere udtalt, som et politisk udsagn, der på mange måder formår at overdøve de fleste postkoloniale diskurser og velmenende kapitalismekritiske tekstfællesskaber. Og hvordan i alverden kan det så lade sig gøre, når nu vi står i et felt, billedkunsten, hvor netop alle synlige udsagn synes enten udtømte, overbebyrdede eller instrumentaliserede.

Fortsættes

De fleste billedkunstnere med respekt for sig selv, har derfor også været igennem en fase, typisk lige efter de studentikose rusår på akademierne, hvor værksproduktion synes umulig. Alle tænkelige manøvrer tages i brug med forhåbninger om at kunne omgå, billedkunstnens fjende nr. 2 (næstefter billedkunstneren selv) kunstmarkedet. Også kendt som markedskræfterne, eller blot kapitalen.

Fra Melville's Bartleby til Borges Alef og Kafkas Odradek. Undertegnede har selv været gennem sidstnævnte med stor delt fornøjelse. Fælles for begge er som bekendt en insisteren på noget modproduktivt. "I would prefer not to" bliver et positiv negativt udsagn, et absolut nulpunkt og objekt-subjekt fusionen udligner og umuliggør kategorisering og dermed produktion.

Kunsthistorien har således en lang tradition for en i sig selv boende konflikt med metafysikken. Den mest berømte konflikt stammer som bekendt fra ikonoklasmen i Middelalderen, hvor gudsafbildningen ikonet blev lig med katolsk dekadence, og også Caravaggio havde senere en lang periode hvor den maleriske handling blev umulig, efter teologiske samtaler med en præst. 

Drømmen om det objektløse kunstværk er altså lige så gammel som billedkunsten selv, og der synes stadig at husere en skygge af denne særlige mod-produktion i billedkunstens inderkreds. Der er masser af  ikonoklastiske tilbøjeligheder at spore i konceptkunsten, en tilbøjelighed der ligesåvel udspringer af en særlig forkærlighed for det kantiansk sublime på bekostning af det skønne.

Og det er jo netop i denne overgang til det sublime, at vi finder Matias Faldbakken med den stilhed, der følger en billedkunst, der nu har fralagt sig billedet og er blevet kunst. På sin vis kunne man godt, hvis man sammenlignede Faldbakken med de ny (nu ældre) strømninger af postinternet og queer, anklage ham for at være uddateret og mindre relevant, men spørgsmålet er om ikke Faldbakken i grunden tilhører en klassisk tradition. Klassisk, i den forstand at hans arbejder vedrører nogle så grundlæggende problematikker indenfor begrebs- og billed-dannelsen, at identitetspolitikken og mediekritikken må vige for den selvrefererende "grundforskning" i hvad ting kan betyde på et givent tidspunkt, altså kunst.

Og her forekommer det mig, at netop kunsten kan noget helt særligt, i og med at der er tale om en disciplin der udspringer af det synlige: Kunsten kan, takket være det sublimes mulighed, vise os hvordan det uforståelige kan have en særlig betydning for den seendes sansning af netop dette: Det synliges grænse for betydning, gjort mærkbar gennem det usynliges håndgribelighed.