Matias Faldbakken – eller hvorfor ironi ikke er en mangel på sensitivitet

Billedkunst har den fordel fremfor musik, at den oftest er stille, og er istand til at udtrykke ting der ikke ligger indenfor sproget. Det talte eller skrevne sprog vel at bemærke. Idag hvor scenen er vel assorteret med tekst og lydkunst, kan man spørge sig selv, hvorfor i alverden kunsten er startet som billedkunst, når nu der har været så mange andre tilgængelige medier.

Det er derfor en stor befrielse jvf. Matias Faldbakkens arbejder, at kunne ånde lettet op og få bekræftet, at det er der al mulig grund til. Nemlig at billedkunst som den eneste disciplin, imodsætning til litteratur og musik, er i stand til at sige ting uden at sige dem, eller ved at sige noget andet eller tredie. Dermed kunne man påstå, at der er tale om et meget mere veludviklet arsenal af symboler, tegn og signaler som i billekunsten kan køres massivt i stilling, hver gang et udstillingsrum skal fyldes op med udsagn, med kunst.  Men dette er kun en brøkdel af hvad billedkunsten kan.

Fortsættes



Matias Faldbakken har på et tidspunkt udtalt sig om billedkunstens nære forhold til det akavede, altså noget ved siden af, der ikke passer ind eller er overflødigt. I modsætning til musik til maden og litteratur inden sengetid, så fordrer den egentlige billedkunst en vis opmærksomhed, så længe der vel at bemærke er tale om kunst i den kritiske forståelse af ordet. Billedet og billedkunsten er altså overflødig og inkarneret akavethed i en grad hvor det bliver og er en kvalitet i sig selv. Muligheden for et udsagn der altså ikke stemmer overens med nogen gængs udtale, en upassende distræt mumlen i krogene, et anspændt og ulideligt kvæk om noget helt andet end det der var emnet. Her kender vi altså billedkunsten når den er bedst og her finder vi Matias Faldbakken, hvis brug af det billedkunstneriske sprog netop ikke kan kaldes ironisk, fordi det ville være at sige at han forholdt sig til et andet udsagn end sit eget. Dermed er vi ude i noget selvironi, der om noget kræver en særlig undvigelse i forhold til eget udsagn, altså det autentiske. Problemet, eller sublimiteten om man vil, opstår altså i det øjeblik hvor ironien ER autentisk, det vil sige, en negation er autentisk og undviges med et udsagn der er positiv, altså noget på bekostning af ikke noget. Her er det på stedet fristende at sammenligne Faldbakken med Santiago Sierra, hvis ikoniske NO, er om noget en negation - og hvis man kender Sierras kontekst - en negation af magten, kapitalen, staten.  Men Faldbakken synes på sin vis ikke at ligge inde med den slags romantisk/sentimentale tilbøjeligheder - Faldbakkens NO eller NEJ eller negation starter allerede ved udsagnets eksistensberettigelse, og er på nippet til at tage hele det sproglige felt med sig ned i affaldsskakten - Jeg gider s'gu nærmest ikke sige det her - hvis ikke du forstår det før jeg siger det, vil du næppe forstå det bagefter.....

Hvor Santiago Sierra gør os alle den tjeneste og yde en modstand imod magtens positive og produktive udsagnsimperativ, vælger Matias Faldbakken at udtale sig på vegne af overhovedet ingen, andre end knap sig selv og positionen han indtager, synes at være mere Mad Max end Mad Max selv. Det er som om, der hos Faldbakken flyder en særlig vred norsk olie af ingenting. En olie, der ligesom råolien er udvundet af en undergrund, der gennem årtusinder har været udsat for enorme geologiske pres og tektoniske skred, og ikke desto mindre nu skrider hen over overfladen som en Paris-Dakar F1 SUV på gruset glatbane. Denne negation, som her flyder, er en negation af  alt, hvad der kunne minde om et overflødigt, læs forløjet eller autentisk udsagn om noget som helst forståeligt eller fornuftsstyret.

Og her taler vi altså om en billedkunst små halvtreds-hundrede år efter urinaler (armut 1917), og sorte monokromer (untitled, 1964) der har været igennem både tysk maleri og britisk videokunst. Det akavede, det fejlplacerede og misforståede kan nærmest ikke blive mere udtalt, som et politisk udsagn, der på mange måder formår at overdøve de fleste postkoloniale diskurser og velmenende kapitalismekritiske tekstfællesskaber. Og hvordan i alverden kan det så lade sig gøre, når nu vi står i et felt, billedkunsten, hvor netop alle synlige udsagn synes enten udtømte, overbebyrdede eller instrumentaliserede.

Fortsættes

De fleste billedkunstnere med respekt for sig selv, har derfor også været igennem en fase, typisk lige efter de studentikose rusår på akademierne, hvor værksproduktion synes umulig. Alle tænkelige manøvrer tages i brug med forhåbninger om at kunne omgå, billedkunstnens fjende nr. 2 (næstefter billedkunstneren selv) kunstmarkedet. Også kendt som markedskræfterne, eller blot kapitalen.

Fra Melville's Bartleby til Borges Alef og Kafkas Odradek. Undertegnede har selv været gennem sidstnævnte med stor delt fornøjelse. Fælles for begge er som bekendt en insisteren på noget modproduktivt. "I would prefer not to" bliver et positiv negativt udsagn, et absolut nulpunkt og objekt-subjekt fusionen udligner og umuliggør kategorisering og dermed produktion.

Kunsthistorien har således en lang tradition for en i sig selv boende konflikt med metafysikken. Den mest berømte konflikt stammer som bekendt fra ikonoklasmen i Middelalderen, hvor gudsafbildningen ikonet blev lig med katolsk dekadence, og også Caravaggio havde senere en lang periode hvor den maleriske handling blev umulig, efter teologiske samtaler med en præst. 

Drømmen om det objektløse kunstværk er altså lige så gammel som billedkunsten selv, og der synes stadig at husere en skygge af denne særlige mod-produktion i billedkunstens inderkreds. Der er masser af  ikonoklastiske tilbøjeligheder at spore i konceptkunsten, en tilbøjelighed der ligesåvel udspringer af en særlig forkærlighed for det kantiansk sublime på bekostning af det skønne.

Og det er jo netop i denne overgang til det sublime, at vi finder Matias Faldbakken med den stilhed, der følger en billedkunst, der nu har fralagt sig billedet og er blevet kunst. På sin vis kunne man godt, hvis man sammenlignede Faldbakken med de ny (nu ældre) strømninger af postinternet og queer, anklage ham for at være uddateret og mindre relevant, men spørgsmålet er om ikke Faldbakken i grunden tilhører en klassisk tradition. Klassisk, i den forstand at hans arbejder vedrører nogle så grundlæggende problematikker indenfor begrebs- og billed-dannelsen, at identitetspolitikken og mediekritikken må vige for den selvrefererende "grundforskning" i hvad ting kan betyde på et givent tidspunkt, altså kunst.

Og her forekommer det mig, at netop kunsten kan noget helt særligt, i og med at der er tale om en disciplin der udspringer af det synlige: Kunsten kan, takket være det sublimes mulighed, vise os hvordan det uforståelige kan have en særlig betydning for den seendes sansning af netop dette: Det synliges grænse for betydning, gjort mærkbar gennem det usynliges håndgribelighed.


Identity Matters

We are all identified, which means we are fucked within zenbuddhist terminologies. The question is, whether this counts for all – the right not to be identified. Identity politics as it now works in fine art, especially the conceptual art that grew out of the anthropological wave after Foucaults micropolitics and the power play of Bourdieu’s segmentation.

The acknowledgment of gender, sex, race and ethnicity as inherent elements of anyones identity i.e. subjectivity, may seem strange to any stupid white man, who believed exactly the neuter, neutrality, even objectivity to be privileges of a superior colonial power. Here it becomes obvious, that the subversion of the values of terminologies, somehow causes a maximum of confusion; The right to silence and a neutral position, is a point to be conquered by those who have been silenced and neutralised by those, whose position could allow them to value this silence and neutrality, as if it was something desirable. As with modernism – as if modernity was accessible or desirable for everyone.

The white cube, that has been under deconstruction since the late fifties, relocates as something ideal, ideal in the sense of a space of tranquility – mindfulness as something desirable for the hungry ?

Dying from hungry mindfulness in the trenches of WW1 – So the need to speak on behalf of identity, because an identity is needed before any neutral neuter position can be attained – as full nutrition before nirvana. Otherwise we will die fasting – i.e. faster.

Who is afraid of red, yellow and blue ?

Black Monochrome

What kind of capitalism are we talking about today – in what way do we understand production and product. Even if art does not need capitalism, it still need capital. At least for production costs and bread on the butter.

Question we can rise is, whether we can come up with a different kind of capital production, which is neither dependant on market capitalism or state governmental regulation. Capital produced solely on alternative energy production, such as solar and wind energy, would naturally appear as green venture capital towards the bright side of speed and movement distribution. All this sounds logical on the border to stupid, even if it would be true.

If we manage to tip the scale here, and promote a capital superior in quality to the existing dominants still based on oil, gas, coal and weapon production; we may be able to imagine a fully equipped industry based on gaming, solar and wind energy, biological agriculture. Imagining vast fields of Facebook servers running on solar energy, producing domestic heat – waterfalls producing electricity and satellites running on electromagnetic waves from the sun. The question is purely how to concentrate all forces of capital in this direction – if we want capital production to survive itself we truly must change investment banking. In its core. Even Formular One Grand Prix could each year produce vast amount of electricity simply by accumulators of all the speed running in the world, by constructing all the roads with dynamos and batteries.

Again, recycle spill water for toilet flushing, let the movement of an asteroide produce energy together with the tornados – imagine how much electricity could be accumulated from a typhoon and at the same time calming it down. Maybe saving the planet is not about stopping the development, but about speeding it up remarkably – so that even the movement of the planets themselves can produce the energy we need to read this. And this.

Art does not need capitalism, but capitalism needs art.

Today we are in that lucky situation, that capitalism, neoliberalism, is not able to create its own reason d’être. The flowing contexts of capital are not able to maintain themselves, capital is only produced for the sake of more capital. In the lack of reason, capitalism shows its face as idiosyncratic, completely irrationel as all myth.

No wonder, that the most popular movies and bestselling blockbusters in cinemas are superhero movies, which are all deeply products of neoliberalist developments, from Captain America to Batman.

So, what is left is far from republican paint – what we have, when Darth Vader and Clark Kent are buried, is fine art. Myth, conspiracy theories and fine art. Without these, capitalism would die from lack of fiction to cover its own emptiness.

Did we forget literature and family ? Of course, because they are boring. In a few moments, the world will end in Virtual Reality – the most mythic, fictive and yes, virtual world of all worlds – Wake me up so I can go to sleep, and dream about myself waking up, wearing my headset and donate my brain to entertainment. Thank God, we have heard all these complaints and anxieties before, and we are still here, dreaming that we are awake.

And did we forget about the antidepressive medicine – the drugs ? Of course not. Tranquillisers for deep sleep, and amphetamine for light dreaming about war.

The sad thing is not writing this, but writing this in lack of any alternative content, something better to say. Maybe it is the format – the poverty of meaning. Language must be used on its own premises, not to describe or represent problems outside language. Or ?

Could we imagine a language arranged in a structure, that would solve real problems ? Like in politics, law or medicine. Not poetry. Unless the secret of poetry is, that it doesn’t appear before the problem is solved already in that very moment.

And what happens afterwards, outside of language is a completely new problem.

Well, let’s see how it works.

Oscillation, Simulacra and Out of Body Experience -The Disembodied Vision of the Avant-garde.

MPhil/PhD Fine Arts Kim Young Lundstroem Kilde                                                                                                                                                                                                                                 Royal College of Art  
Abstract: 

Or did they not even hide these thoughts, or was it only, because my vision was so tired, that I saw them doubled in time, as one sometimes sees double in space?

(Proust, 1913-27, vol. 2, À la recherche du temps perdu)
This Ph.D. in Fine Arts Research explores the concept of Out of body experience, OBE, as an inherent and fundamental factor in visual art, throughout modernity and particularly the avant-garde.

I will work from Marshall McLuhan’s theory about the prosthetic media technology and Bernard Stiegler’s  idea about technics, opening to a world seen from the multiple view angles of cubism, moving towards a both surreal and suprematist disembodiment.

Taking its starting point in simulacra and oscillation, the project deals with concepts of amputation and fragmentation, i.e. a prosthetic view on media and visual art. The installations will aim to explore the limits of perception, and expand the vision of the world by using the body as a medium, in order to reconnect our consciousness to the world in a radical state of otherness, where the vision of one’s own body, seen from a point of view outside, will link us to the famous conceptual works “Not to be reproduced”, 1937 by René Magritte and “Live Video Taped Corridor” 1969-70 by Bruce Nauman.

Today Out of body experience appear to become a more accessible experience through digital media such as Virtual Reality, where the doubling simulacra of the corporeal image turns into a common consequence of mediation, and oscillationinto a dynamic modus operandi. Virtual Reality Technology thus realises the possibility to link Out-of-body experience to some very concrete and solid objectives, such as the actual physical body and its position in space. The most pathetic dream about flying now becomes a concrete OBE with all the consequential matter of fact, as an event in pure abstraction.

This artist practice Ph.D. by project and thesis positions itself as a vehicle right in between art and science with attention to myth, metaphysics and fine art.The installation project includes the research and realisation of a Virtual Reality project, that creates an Out of body experience through a doubling in Virtual Reality and Augmented Reality vision, and a publication that show the importance of OBE in the history of the avant-garde and the development of metaphysics.
Research for the Virtual Reality and Augmented Reality application will be in close cooperation with neuroscientist Olaf Blanke and his Laboratory of Cognitive Neuroscience, Lausanne, where he has been doing ground breaking research in Out of body experience since 2002.

Building and rebuilding, painting expanded as installation, the practice part of the Ph.D. intent to create a vital environment, virtual as well as concretely, where OBE appear as a central event, where art and science synthesize into a work of visual art, where the perception of our world finds itself reborn through the process of a radical alienation, that seek to reencounter its own distance through a sensitivity that can induce a new curiosity towards our field of vision, comparable to our acknowledgement of our dream’s marvellous effects on our sense of reality.

The Copenhagen Declaration – Jens Haaning & Santiago Sierra

The Copenhagen Declaration
Jens Haaning & Santiago Sierra   
Faurschou Foundation Okt. 30. 2014
Eksterne kuratorer Marie Thams og Kim Kilde


-Den vestlige måde at tænke på er totalitær og undertrykkende og indeholder tilmed imperialistiske værdier, som vi ikke reflekterer over.
 Jens Haaning


-The question as to the meaning of work as an instrument of domination.
  Santiago Sierra


-The shadows in the resistance of language have flooded: Jens Haaning & Santiago Sierra break down levees with The Copenhagen Declaration.   
   Kim Kilde            




          Carl André og Robert Smithson kritiserer i halvfjerdserne Marcel Duchamp, for dennes aristokratiske og europæiske position via den berygtede ready-made, og den dermed implicitte affirmation af den kapitalistiske masseproduktion og udbytning.
De kritiserede Duchamp, ikke for at være ansvarlig for konceptkunstens fødsel, men for at bekræfte og fastholde kapitalens klasseværdier ved sin arrogante afstand til omstændighederne for ready-madens produktion.
Ironisk nok placerede Carl André jo som bekendt selv en hel del ready-made metalplader i hvide gallerirum, men altså med helt andre dagsordener; det være sig en profilering af det demokratiske billede, det serielle grundplan og den arbejdende kvadrerende  idé. Dog på nordamerikansk grund, og dermed med et skarpt øje for fagforeningsarbejdets vigtighed, og et pågående politisk engagement.
  
Ideen om arbejdets betydning i kunsten, løbende parallelt med industrialiseringen og moderniteten, har været et vigtigt tema siden Donald Judds bokse, og er i disse dage aktualiseret med det stigende behov for solidaritet indenfor et felt, der siden renæssancens fejring af geniet, i en næsten patologisk grad har hyldet myten om individet og det singulære.



The Copenhagen Declaration er hermed en dobbelt solo udstilling med Jens Haaning og Santiago Sierra, der sammen har udarbejdet værket med udsagnet:TIRED OF THIS GLOBAL SADISTIC REGIME.

Arbejde, konstruktion, tekst og idé formuleres her i stor skala i Faurschou Foundations 900 kvm store lokaler, med den prægnans og alvor som de to kunstnere hver især efterhånden er både elsket og hadet for, og her har fundet sammen om et fælles udsagn.

Jens Haaning har i en del år benyttet sig af tekst på vægge til at markere nogle mentale grænser, nogle konceptuelle marginer for derved at vise vores ubevidste tilgang til vores egen begrebsdannelse, oplevelse af steder, læsning af navne.

Brug af tekst, betydning og abstraktion/subversitet er således nogle af Haanings primære metoder, men samtidig med en nær kontakt til betydningernes oprindelse, en fornemmelse for tegnenes forskydning i kontekst.

Dermed deler han rigtig mange fællestræk med Santiago Sierra, og det i en sådan grad, at det kan være af særlig interesse og prøve at se nærmere på forskellene mellem de to praksisser.

Santiago Sierras œuvre inkluderer både aktivisme og kapitalisme-kritik, men han er samtidig en billedhugger, der siden sin studietid i Hamburg har udvist en særlig forkærlighed for det serielle, minimalistiske udtryk, en analytisk geometri, der i allerhøjeste grad har vist sig effektiv gennem hans performative indgreb i praksis.

”NO - Global Tour” 2013, er seneste værk inden ”The Copenhagen Declaration”, hvor Sierra udviser en signifikant modstand mod et system, et regime som ellers ynder at hylde kunsten, som et koryfæ foran et vækstbaseret produktionssystem der i den grad værdsætter skønhed som en yderst målbar værdi. Udsagnets position er altså negativ, forstået som modstand, benægtelse overfor et styre, der konstant truer med en uudtalt og derfor stigende potentiel magtudøvelse.

Jens Haanings seneste solopræsentation udgjorde ALD Car Market 2010 i Den Frie Udstillingsbygning i København, hvor en brugtvogns forhandler er flyttet ind i en kunstinstitution, således at den sædvanlige i grunden meningsløse studehandel nu udspiller sig under mere betydningsdannende omgivelser.

Fraværet af et traditionelt set billedkunstneriske udtryk til fordel for et klart konceptuelt ready-made træk, med alle relationelle implikationer inkluderet, kendetegner således Jens Haanings praksis.

Hvor Santiago Sierra typisk plukker enkeltpersoner/grupper ud af deres sædvanlige kontekst for at betale dem for ellers absurde nærmest passive ikke-handlinger i gallerirummet, flytter Jens Haaning gerne hele fabrikken eller dele af den, inklusiv medarbejdere helt indenfor i institutionens trygge hvide kube.

Mens Sierras praksis tydeligvis er funderet på de amerikanske minimalister, Carl André, Donald Judd og Walter De Maria med afsæt i skulptur, så står Haaning nærmere i forlængelse af Broodthaers, Kosuth, og Kippenberger, altså en koncept kunst med meget lidt interesse i materialet som substans.

Tankevækkende er det, at begge kunstnere i deres studietid i 90’erne var udvekslet til tyske akademier, henholdsvis i Hamburg og Düsseldorf. Disciplinen og formens stringens har her udmøntet sig i en præcision, hvor koncept og sprog udviser ligeså meget substantialitet som et materiale med objektets modstand og tyngde.

Ideen synes at udgøre det kantianske ”tingen i sig selv” i en grad der næsten kan ryste begrebsdannelsen i sin grundvold.

Derfor markerer The Copenhagen Declaration også en konceptets materialisation, gennem både sprog og tekst, hvis fysikalitet vi kender fra Sierras tidligere værker, bl.a.  ”Word of 350 cm by height by 1200 cm wide”, 2004 og ”Destroyed Word”, 2010-12, og geografiske stednavne fra Jens Haanings DEUTCHLAND, DANMARK og AUSTRALIA.

Der synes at opstå et særligt paradoks når sprog bliver konkret og fysisk udformet masse; det være sig sten, træ eller metal. Sproget  synes stadig på arkaisk vis, endnu mere end farverne, at tilhøre det efemeriske, det immaterielle, det metafysiske.

Derfor synes en brutal viljeshandling at være på spil, for at kunne mejsle et ord ud af sten, som at skære et udsagn ud i pap eller bøje det i neon, da det har karakter af noget overflødigt og unødvendigt.

Samtidig påtvinges vi begrebernes tyngde, begrebernes magt og vi opdager at vores tænkning ligger dybt nedsænket i materien, muligvis er materien, sammen med alle de andre hårdestoffer, såsom blod, sved og tårer. Kombinationen af Sturm und Drang, Sisyfos og den absurde viljeshandling at materialisere en tekst, danner tilsammen et udtryk med så meget nihilistisk vægt, at det bogstaveligt talt truer med at bryde igennem det fundament hvorpå det står.

Måske er det her en markant forskel på Sierras og Haanings praksisser viser sig. Mens Haanings brug af tekst og idé forbliver efemerisk, vedbliver et appropriationens frie ridt på allerede eksisterende betydninger, så nærmest indgraverer Sierra gerne ideen ind i materialet, således at det for livet vil være umuligt at bortvaske teksten, tatoveringen, hårfarven, betydningen som den er i denne eller hin kulturelle kontekst.

Således simulerer Santiago Sierra den urørlige sadist, der følelseskoldt og uden empati betaler enhver, der er villig til, at lade sig styre af markedsmekanismer der i denne sammenhæng er blevet vendt til kunstens, og hvis spilleregler pludselig kun ligger en subversiv hårsbredde fra det regerende samfunds.

Omvendt synes Jens Haaning nærmest at udvise en provokerende masochistisk åbenhed, ja næsten sårbarhed, overfor de gængse industrier og deres marginaliserede segmenter som vi tror vi kender dem. Skræddere, automobilforhandlere, immigranter inviteres til at tage plads i udstillingslokalerne eller posere foran kameraet.

Det er oplagt her at påpege nogle henholdsvis katolske og protestantiske forskelle i forhold til de to kunstneres baggrunde og praksisser, der på hver deres måde italesætter og belyser samfundets svageste positioner, marginaliserede mindretal såsom flygtninge, illegale indvandrere og prostituerede.

Når Santiago Sierra udtaler, at han er minimalist med et skyldskompleks, og Jens Haaning tager afstand fra en civilisation baseret på forbrug, så er det slående hvordan de begge udviser protestantiske kvaliteter, mens Sierras brug af købt arbejdskraft klinger mærkeligt katolsk i sin markant grænseoverskridende gestus, nærmest inkvisitorisk, dog uden et egentligt spørgsmål, men med en bidende sarkastisk resignation overfor det fraværende NEJ, der synes at være det eneste rigtige svar : NEJ JEG VIL IKKE LADE MIT HÅR FARVE HVIDT FOR PENGE, ELLER LADE MIG TATOVERE ELLER….

Det er som om Sierra forgæves forsøger at vise en grænse der ikke bør overskrides, men hvor de involverede befinder sig i økonomiske situationer hvor de reelt ikke har noget valg og derfor indvilger i en udnyttelse, som egentlig kun kan tilgives, da grænsen kun eksisterer som en etisk forestilling om noget menneskeligt værdigt, overfor noget der ikke er det i en given kontekst.

Santiago spiller djævelen der giver dig et tilbud du ikke kan afslå, med håbet om at du af princip vil afslå, hvorefter det viser sig at du ikke kan afslå, og han må brødebetynget tilgive og acceptere dit valg indenfor konteksten, som er et møgbeskidt system der ikke giver den formodede plads til den menneskelige værdighed, men tillader den fulde objektificering af subjektet.

Jens Haaning står på mange måder et andet sted, når han skifter lyspærer ud mellem Kassel og Hanoi, eller flytter våbenproduktion og bilsalg ind i gallerirum og opstiller vejskilte til Afghanistan. Der synes at være en næsegrus respekt for det menneskelige i alle dets mulige kontekster, en nøje tilrettelagt men meget elegant kritik af vores mentale opfattelse af situationer, der aldrig kunne drømme om at indøve eller udføre reale markeringer på den menneskelige krop eller sind.

Haaning synes at udvise en særlig tillid til den følsomme tanke fornuften, hvorigennem han anlægger nogle i grunden meget forfinede spor til en om ikke bedre, så en anden virkelighedsoplevelse end den gængse. Subtilt, med fingerspidsfornemmelse og uden at skade nogen, forsøger han generøst at tilføre noget af den mening som omgærder billedkunstentil de oftest socialt udsatte eller marginaliserede segmenter han ynder at inkludere.

Generøsiteten hos Sierra er et tveægget sværd rettet imod nødvendigheden, mens den hos Haaning er en skalpel rettet imod ideernes muligheder gennem friheden.



THE COPENHAGEN DECLARATION består således et udsagn der på mange måder synes at repræsentere dét den kritiserer, men dette i en grad hvor det er selve repræsentationen, sproget selv, det angelsaksiske og det koloniserende sprog der stilles til skue. For hvorfor skrive en tekst på engelsk i Danmark der kritiserer globaliseringen, i en størrelse der nødvendigvis må generere enorm modstand gennem produktionen, og dækket med en ikke-farve der i den vestlige kultur signalerer mørke, depression, sortsyn ?

Paradoks og modsætning, grænsende til stædighed, karakteriserer THE COPENHAGEN DECLARATION og den politiske position, der præger ethvert forsøg på modstand i en kultur der synes at kunne absorbere alle udtryk, og hvor udfordringen ligger i at kunne generere et udtryk som ikke glider lige ind i et kulturmaskineri der ellers ynder overskægget cirkus, kulørte regnbuelamper og kunstige rutsjebaner. 






Kim Kilde

På vegne af det eksterne kuratorhold